VELKOMMEN TIL CRAWFORD HOUSE
Crawford House ligger i Nederste Kobbel i den nordligste del af Gribskov med udsigt til Kullen. Skoven har tidligere huset et omfattende “skovlandbrug” med skovlandsbyer, agerbrug og græsning.
I den nærliggende Sibberup Vang ser man højryggede agre fra tidlig middelalder med tydelige afvandingsrender. Rygge og render er resultat af pløjning med hjulplov. I slutningen af 1600-tallet byggede Frederik IV imidlertid stendiger om skoven for at skille land- og skovbrug ad (af hensyn til jagten). I dag står her ege fra 1947.
I 1917 byggede den (meget) københavnske forfatter og teaterkritiker Sven Lange dette hus som sit landlige rekreationssted (da Gilleleje var blevet ham for mondænt).
Her boede han om sommeren med sin familie, bl.a. sin datter, skuespilleren Ruth Lange. Samme Ruth blev gift med forfatteren Tom Kristensen. Efter bryllupsrejsen til Kina i 1922 skrev Tom Kristensen sine Kina-digte “Påfuglefjeren” og romanen “En Anden” her. Foto fra Tom Kristensen-biografien “Dansende Stjerne” af Jens Andersen.
Vi købte huset I 1996 efter ca. 3 sekunders betænkningstid, da vi fra skovbrynet havde set husets charme og den frie udsigt over markerne til Kullen.
Under en rejse til Skotland (Crawford-klanens hjemland) i 1998 fik vi kontakt med Sir Iain Noble, grundlæggeren af whisky-firmaet Pràban na Linne. Vi fik en importaftale og startede Malts of the Mist sammen med gode venner og familie.
Ombygningen af den tidligere garage/høloft/stald startede 2004. Med uvurderlig hjælp undervejs fra familie og venner, samt kyndige lokale håndværksmestre kunne vi åbne i august 2007. Underetagen er indrettet som værksted for skulptur og maleri. Kunst og whisky kan nydes i galleriet med skoven lige uden for glasgavlen –
eller på terassen med vue over Søborg Sø.
Velkommen indenfor.
Helle og Michael


